IDRÆTSFORENINGEN FOR FLYVESTATION SKRYDSTRUP

 

 

Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 14. JUN 1994

Love for Idrætsforeningen for Flyvestation Skrydstrup (IFS)

Senest rettet på ordinær generalforsamling den 21. maj 2014

 

§ 1. Foreningens navn, langt: ”Idrætsforeningen for Flyvestation Skrydstrup”


Foreningens navn, kort: IF Skrydstrup

§ 2. Foreningens formål er, ved tilrettelagt træning og gennem afholdelse af og deltagelse i stævner, at vække og vedligeholde lyst og interesse for den frivillige idræt i Forsvaret samt i idrætslig henseende at repræsentere flyvestationen udadtil.

§ 3. Som ordinære medlemmer kan optages:

  • Personel med fast ansættelse i Forsvaret,
    herunder personel i Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen.

  • Personel i Forsvaret med rådighedskontrakt.
  • Værnepligtigt personel.
Desuden kan et etableret ordinært medlemskab videreføres/genoptages for afskediget personel i Forsvaret. Yderligere kan medlemmers ægtefælle/samlever og deres børn optages som medlemmer Personer med særlig tilknytning til flyvestationen kan optages som ekstraordinære medlemmer. Desuden kan der optages æresmedlemmer.
Indmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen.
Udmeldelse skal ske skriftligt til bestyrelsen med en måneds varsel.

§ 4. Kontingent fastsættes af generalforsamlingen.

§ 5. Foreningens idrætsvirksomhed forestås af følgende udvalg:

  • Skydeudvalg

  • Boldspiludvalg I

  • Boldspiludvalg II

  • Orienterings- og feltsportsudvalg

  • Alternativ Sport

  • Motion og løb

Hvert udvalg består af en udvalgsformand (bestyrelsesmedlem) samt et antal udvalgsmedlemmer organiseret i underudvalg. Udvalgsmedlemmer, der fungerer som underudvalgsformand, vælges blandt fastansatte på Flyvestation Skrydstrup. Øvrige udvalgsmedlemmer vælges blandt IFS ordinære medlemmer.

§ 6. Bestyrelsesmedlemmerne vælges hver for sig på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen. Formanden, sekretæren og tre bestyrelsesmedlemmer afgår i lige år. Næstformanden, kasserer og tre bestyrelsesmedlemmer afgår i ulige år. Ved afgang fra bestyrelsen i valgperioden indtræder suppleanterne i den orden de er valgt. Kun næstformanden kan indtræde i stedet for formanden ved dennes afgang i en valgperiode.

§ 7. Foreningens regnskabsår er 1 JAN – 31 DEC. Kasseren skal inden generalforsamlingen afgive regnskabet til revisorerne. Regnskabet påføres revisorernes påtegning og forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse. Genpart af regnskabet skal være tilgængeligt for medlemmerne senest 1 uge før den ordinære generalforsamling.

§ 8. Revisorerne består af to af den ordinære generalforsamling valgte medlemmer, der vælges for et år ad gangen. Skulle en revisor få varigt forfald, kan bestyrelsen udpege en anden i stedet. Denne fungerer til den førstkommende ordinære generalforsamling.

§ 9. Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 8 dages varsel ved opslag gennem idrætsmeddelelse eller lignende. Forslag der ønskes behandlet skal være bestyrelsen i hænde senest 3 * 24 timer før generalforsamlingen. Stemmeret har kun kontingentbetalende medlemmer og kan kun udøves ved personligt fremmøde. Afstemningen foregår ved almindeligt stemmeflertal. Skriftlig afstemning skal finde sted når mindst 10 stemmeberettigede medlemmer fremsætter ønske herom.

§ 10. Mindst 2/3 af bestyrelsen vælges blandt fastansatte på Flyvestation Skrydstrup. Den sidste 1/3 kan vælges blandt foreningens tidligere ordinære medlemmer. Dog skal enten formandsposten eller næstformandsposten være besat med en fastansat på Flyvestation Skrydstrup. Bestyrelsen er forpligtiget til at deltage i DMI Repræsentantskabsmøde. Såfremt personlig deltagelse undtagelsesvis ikke er muligt, skal fuldmagter anvendes. Foreningens formand indgår som fast repræsentant. Antallet af repræsentanter er det som er angivet i de til enhver tid gældende bestemmelser ved DMI. Suppleanter deltager i bestyrelsesmøder.

§ 11. Den ordinære generalforsamling afholdes normalt i MAJ måned efter DMI repræsentantskabsmøde. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

a. Valg af dirigent
b. Formandens beretning
c. Aflæggelse af regnskabet
d. Personvalg i henhold til § 6
e. Valg af suppleanter (hvert år)
f. Valg af to revisorer (hvert år)
g. Behandling af indkomne forslag
h. Fastlæggelse af kontingent

§ 12. Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen eller når mindst 25 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter krav derom vedlagt motiveret dagsorden. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest en måned efter fremsat krav.

§ 13. Ændring til denne lov kan ske på enhver generalforsamling, når 75 % af de fremmødte på generalforsamlingen stemmer for det fremkomne forslag. Dog skal deltagerne have godkendt stemmeret.

§ 14. Medlemmerne hæfter ikke personligt for de af foreningen indgåede økonomiske forpligtigelser, for hvilke alene foreningen hæfter med sin formue. Foreningens medlemmer har ingen økonomiske forpligtigelser overfor foreningen udover kontingent betaling. Medlemmerne har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller på udbytte af nogen art fra foreningens virksomhed.

§ 15. Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves at mindst halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og mindst 5/6 af de fremmødte stemmer for forslagets vedtagelse. Opnås et sådan flertal på en ikke beslutningsdygtig generalforsamling indkaldes der til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte flertal uden hensyn til de stemmeberettigedes antal. På generalforsamlingen tages samtidigt bestemmelse om foreningens afvikling og dens midlers anvendelse. Afgørelsen herom sker ved simpelt flertal.

§ 16. Foreningen er medlem af Dansk Militært Idrætsforbund og her igennem medlem af Dansk Idrætsforbund, og er som følge heraf underkastet disse forbunds gældende love og forordninger.

§ 17. I tilfælde hvor nuværende lovs paragraffer intet foreskriver træffer bestyrelsen suverænt den fornødne afgørelse.

 

Tillæg til love:

1. VEDTÆGTER ANGÅENDE SKYDNING

”Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtiget til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde våbenpåtegningen overfor et medlem, der efter bestyrelsens skøn af hvilken som helst årsag ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben”.

Flyvestation Skrydstrup

Den 21. Maj 2014